
Foredrag: Naturen som stemme - ved Aksel Haaning
Aksel Haaning er kendt for sin forskning og sine bøger om de naturforståelser, der har eksisteret siden middel-alderen. Han fortæller om disse forestillinger om naturen, som er blevet undertrykt op gennem historien, efter-hånden som vores samfund blev mere effektiviseret og rationelt præget. Denne glemte understrøm af natursyn kan være en fornyet inspiration. Det er en genopdagelse af den levende natur og af mennesket som del heraf, med både krop, sjæl og ånd.
Aksel Haaning (f. 1959) er uddannet mag.art. i middelalderens latin fra Københavns Universitet, og siden ph.d. i Science Studies fra Roskilde Universitet, hvor han er lektor i Filosofi- og Videnskabshistorie. Han har udgivet vigtige fagbøger om middelalderens naturbegreb og den kristne mystik og spiritualitet.
I 1998 udkom Naturens lys for første gang, og blev snart udsolgt. For to år siden udkom den i ny, revideret udgave: Naturens Lys. Filosofi og kosmologi i middelalder og renæssance 1250-1650, bd. 1-2, Forlaget Virkelig 2021.
I 2016 udkom Jung. En stemme fra dybet (Akademisk Forlag) og i 2021 den ledsagende Aurora, eller Morgenrøde, Forlaget Vandkunsten. Foredraget vil belyse de tre bøger i videnskabs- og filosofihistorisk sammenhæng - og knytte forbindelserne til i dag og de forandringer, vi oplever i synet på naturen, indre såvel som ydre. Foredraget ledsages af billeder. Det er ikke en forudsætning at have læst bøgerne.