Onsdag d. 30. september 2020, kl. 19:00

Arlette Andersen

EN  HISTORIE VI  ALDRIG  MÅ  GLEMME

Oplev historien om ét af de sidste vidner til Auschwitz fortalt i ord, lyd og billeder i et visuelt og levende foredrag af journalist og fotograf Thomas Kvist Christiansen.

I dag er Arlette Andersen ét af de få direkte vidner til ét af de mørkeste kapitler i verdenshistorien, et ansigt på historien. I et nyt foredrag, fortælles der om Arlette Andersens liv og ikke mindst om den betydning, det har haft, at hun har holdt 426 foredrag med sin historie.

”Vi er nødt til at være vidnernes vidner, derfor er det vigtigt, at

vores børn er i stand til at sige til deres børn: Dette har jeg hørt

fra én af de overlevendes egen mund - det var dét der skete”.

Francois Zimeray, fhv. franske ambassadør i Danmark

I 25 år rejste Arlette Andersen rundt i Danmark, især til skoler og gymnasier, og fortalte om at overleve et fangeskab i nazisternes værste dødslejr under Anden Verdenskrig. Den 95-årige Auschwitz-overlever har nu lagt opgaven med at formidle sin personlige historiske beretning i hænderne på journalist og fotograf Thomas Kvist Christiansen - og instruktør til filmen ”Arlette - en historie vi aldrig må glemme”, og forfatteren til bogen ”Vi er her for at dø”.

Arlette Andersen har et inderligt håb om, at hendes historie på den måde kan leve videre som foredrag, og at hun på den måde fortsat kan være med til at sætte ansigt på historien om Auschwitz og Holocaust.

I disse corona-tider indbyder Stege Kirke alle til at tilmelde sig foredraget Onsdag den 30. september kl. 19.00 - ved at afhente billetter á 40 kr. på Stege kirkes kordegnekontor fra mandag den 7. september. Kontoret har åbent mandag-onsdag kl. 9.30-13.00 og torsdag kl. 13-16.30

Alle skal oplyse deres fulde navn, telefonnummer og E-mailadresse - så alle deltagere kan tilringes eller kontaktes på E-mail i tilfælde af corona-smittede. Resterende billetter sælges ved indgangen 15 minutter før foredraget begynder.

 

 

Arlettes historie v. Thomas Kvist Christiansen
Sted Stege Kirke, Kirkepladsen 1, 4780 Stege
Pris
40