I disse tider kæmper vi med angst og ensomhed. Angst, fordi den verdensomspændende Corona-situation har fået hele vores normale måde at leve på i ”knæ” – og ensomhed, fordi den tvungne isolation, som er en del af smitte-bekæmpelsen, bogstaveligt talt spærrer os inde bag vores hjemlige mure.

Når man forsigtigt bevæger sig ud på gaden for at gå en tur eller købe ind, skal der noget til, før nogen hilser. Tværtimod undviger man hinanden, i hvert fald med en vis afstand – og glemmer, at et smil på tværs af gaden kan have stor betydning. Ved at smile, og ved at turde se hinanden i øjnene, opmuntrer vi hinanden og giver næring til den menneskelighed, som lige nu er ved at gå tabt.

Vi mangler endnu overblikket over, hvor voldsomt situationen kan udvikle sig – men det, vi kan gøre i det nære miljø er at holde fast i vores indbyrdes menneskelighed, så den ikke går i fløjten midt i angsten for smittespredning.

I Afrika har man et udtryk, ”Ubuntu”, der betyder menneskelighed. Det indebærer, at vi som mennesker bliver ”til” i kraft af vores menneskelighed - i erkendelsen af, at vi er afhængige af hinanden. Vi lever af den kærlighed, vi deler mellem hinanden – og dør denne kærlighed, dør vi også.

Vi skal derfor passe på, at kærligheden ikke går tabt, midt i vores optagethed af at inddæmme Corona-smitten. Selvfølgelig skal vi passe på hinanden og undgå smitte – men vi kan stadig give tegn på kærlighed.

Den hastige spredning og smittefare tvinger både regeringer og den enkelte til at tage ekstra-ordinære forholdsregler … men det gælder om at bevare menneskeligheden, så vi ikke bygger unødvendige mure mellem hinanden.

Da hiv og aids brød ud i slutningen af 1980´erne, oplevede vi en tilsvarende angst, og en tilsvarende påpasselighed – noget, som gik voldsomt ud over dem, der var ramt at sygdommen. Det tog lang tid at finde ud af, hvordan virus faktisk smittede – og det tog endnu flere år at afbøde den stigmatisering og udelukkelse, som opstod ifølge af angsten for hiv-virusset. Man arbejdede med smitteopsporing, ligesom vi gør nu – og famlede længe i blinde. Da man endelig blev klar over smittevejene, var det muligt at gøre mere ved sygdommen – men det var stadig en sej, lang kamp, før vi genvandt menneskeligheden.

Vi kan lære meget af disse erfaringer i vores arbejde med at inddæmme Corona. Først og fremmest kan vi lære, at det kun skader mere, hvis vi stigmatiserer og udelukker dem, som er smittede - på baggrund af angst for selv at blive smittede. Vi må ikke skabe et ”os” og et ”dem”; men se Corona som et fælles anliggende.

Grænser lukkes nu over hele Europa for at forhindre at smitten spredes. Spørgsmålet er, om lukningen af grænser er et korrekt sundhedsfagligt tiltag. I hvert fald gælder det om ikke at lade de menneskelige bomme gå ned. Vi må bevare vores evne til at være i kontakt med hinanden, huske at vise kærlighed og omsorg – trods de nødvendige forholdsregler, vi må tage mod at sprede smitte, blandt andet ved at vaske hænder og holde afstand.

Kærligheden er det største, og uden den overlever vi ikke, hvor meget vi så end passer på.

Husk at et smil – selv på tværs af gaden – ikke skader!

 

Elizabeth Knox-Seith, sogne- og pilgrimspræst, Stege-Nyord