Kirkegårdens historie

Kirkegården er først og fremmest for beboerne i Stege sogn, men andre har også adgang til at blive begravet på kirkegården i den udstrækning pladsen tillader det. Sådan har det været siden kirkegårdens start.

Kirkegården er anlagt i 1812 som assistents kirkegård til aflastning af den daværende kirkegård omkring Stege kirke. I 1893 blev kapellet opført. I 1932 købte menighedsrådet ”det nye” areal mod vest til udvidelse af kirkegården. Arealet blev først anlagt i 1968 og blev taget i brug i 1969, herved blev også den første urnefællesgrav taget i brug.

Herefter er udviklingen gået stærkt, flere og flere er blevet brændt og er blevet begravet i fællesgrav og urnegravsteder.

Denne udvikling har medført at mange almindelige grave er blevet nedlagt og tilsået med græs, mens behovet for nye gravstedsformer er steget. En omlægning af kirkegården var nødvendig.

I 1985 besluttede menighedsrådet derfor at udarbejde en fremtidsplan for kirkegården. Dette arbejde blev overdraget til landskabsarkitekt Birgitte Finks tegnestue.

I 1989 modtog man et forslag og i 1990 forelå den endelige godkendelse af reguleringsplanen.

Arbejdet med omlægningen af kirkegården begyndte i 1995 og udføres af kirkegårdens personale i takt med de gamle grave nedlægges.

I 1999 var arbejdet med plantning af bøgehække som omkranser de nye gravstedsafdelinger så lang fremskreden, at den første ”kendt fællesgrav” kunne tages i brug.